Økonomisk partnervold går lige som anden psykisk vold ofte under radaren, men mange mennesker, primært kvinder, oplever at leve med en partner, der styrer, afpresser eller snyder dem økonomisk med vidtrækkende konsekvenser. Det sætter denne bog fokus på. For ofre for økonomisk vold samt pårørende, fagpersoner og politikere.
Bog skrevet af økonom, der vil oplyse om et meget underbelyst emne. Forfatteren har interviewet flere eksperter, der udtaler sig til bogen, således at emnet belyses fra mange sider. Bogen indledes med et forord af kriminalpsykolog Charlotte Kappel, der beskriver, hvad økonomisk partnervold er. Dernæst følger 10 kapitler, der beskriver dynamikken i et økonomisk voldeligt parforhold, økonomisk manipulation og gaslighting, pengepsykologi, indvirkningen på børn m.m. De fire sidste kapitler omhandler, hvad man kan forvente, når man går, den manglende retssikkerhed, hjælp til, hvordan man tager den økonomiske magt tilbage og myndighedernes og de finansielle institutioners rolle. Bogen afsluttes med 10 gode råd samt kontakt- og litteraturliste.
Virkelig god bog, der både i skrift, grafik og opbygning giver læselyst og meget ny viden. Bogen vil være en kæmpe hjælp for ofrene, og sætter desuden et samfundsproblem til debat. Oplysningen om dette emne har været helt i bund - det råder bogen flot bod på.
Der findes ikke andre bøger om decideret økonomisk partnervold, men Ti trin ud af psykisk vold omhandler også psykisk vold.