Alene titlen Usædvanlige børn viser en noget anderledes opfattelse end hidtil gængs teori om alvorligt handicappedes muligheder. Den norske psykolog Per Lorenzen tager sit afsæt i nyere spædbarnsteorier og i almindelige børns udviklingsmuligheder, når han beskriver de metoder, der skal anvendes over for handicappede børn. Kerneordene er samspil, kommunikation og intention helt fra det tidlige spædbarnsstadium. I stedet for at fokusere på kliniske diagnoser og barnets mangler skal der i stedet for fokuseres på samspillet, altså relationen og dets udvikling, mellem barnet og dets nære omgivelser. Det kræver lydhørhed, indføling og kompetence fra de nære omgivelser. Bogen er naturligt nok præget af en del fagterminologi, når den gennemgår de psykologisk-pædagoiske teorier, men de mange case-stories gør teorierne forståelige og anvendelige også forældre, der søger viden om deres "usædvanlige børn". Ifølge lektor Birgit Kirkebæks forord er bogen et banebrydende værk inden for nyere specialpædagogik. Bogen vil derfor blive et must for alle, der beskæftiger sig med handicappede. Omfattende litteraturliste og stikordsregister.