Niels W. Gade (1817-1890) opnåede international berømmelse som ganske ung komponist og dirigent, hvor han sammen med Mendelssohn-Bartholdy ledede Gewandhauskoncerterne i Leipzig. I 1848 vendte han hjem til København, og her blev han sammen med I.P.E. Hartmann den førende skikkelse i dansk musikliv. Men siden aftog interessen for hans nationalromantiske musik, og bortset fra nogle få værker var hans musik stort set glemt. I de senere år er der sket en fornyet interesse for Gade, og det har resulteret i en lang række indspilninger og i en videnskabelig udgivelse af hans samlede værker. Inger Sørensens biografi om Gade er den første siden 1917. Det er et meget grundigt arbejde, der bygger på et stort kildemateriale i form af breve og samtidige arkivalier. Ud fra dette materiale har hun kunnet give et nuanceret billede af Gade og hans tid, og hun har også kunnet gøre op med nogle af de myter, der har været dannet omkring ham. Den kronologiske levnedsbeskrivelse slutter med en sammenfattende karakteristik af mennesket Gade samt nogle eksempler på modtagelsen af Gades musik i udlandet, set gennem den samtidige tyske presse.