J. P. Dunn var en alsidig forfatter, men hans store kærlighed var indianerne, og over halvdelen af hans bøger handler om indianernes sæder og skikke og sprog. Denne bog udkom første gang i 1886, blev hurtigt udsolgt og ikke optrykt, muligvis fordi Dunn i lige høj grad deler sin sympati mellem indianerne og de hvide. Det påstås i forordet, at enhver ansvarsbevidst forfatter, der har skrevet om indianerne, har fundet det nødvendigt at gøre brug af dette værk. Bogen er ikke blot en skildring af indianerkrigene i forrige århundrede, men giver i lige så høj grad den politiske, sociologiske og religiøse baggrund. Spændende er den, med en undertone af dyb kærlighed til indianerne og det vilde Vesten, og dertil forsynet med mange interessante illustrationer, alt i alt et hovedværk indenfor litteraturen om indianerne.