Dette er ikke "The X-files" fra TV, men derimod "The Zack-files" i New York! Beregnet til børn der elsker sære oplevelser og fascineres af det overnaturlige. Nogle af de andre bøger om Zack handler om spøgelser, genfødsler og tankelæsere. Denne gang er emnet knapt så tilgængeligt, når man tager i betragtning, hvilken aldersgruppe bogen er rettet imod. Det drejer sig om astralrejser for begyndere - ud-af-kroppen oplevelser, beskrevet på en humoristisk facon. Hovedpersonen Zacks ven, Spencer, har i en antikvarboghandel købt en bog, der giver opskrift på, hvordan man lige kan "smutte" ud af sin egen krop. De to drenge gør et forsøg, hvor de lader deres astrale kroppe langsomt sive ud af deres rigtige kroppe.... gennem navlen. Umiddelbart ud fra forsiden at dømme skulle man tro, bogen var beregnet for mindre børn, men man skal helt op i 4.-5. klasse for selv både at kunne læse og forstå indholdet - og samtidig fornøje sig over, at to drenges astrallegemer svæver dels ind i Zoo, dels ind i et tivoli, op i en skyskraber på 30. etage, til Frihedsgudinden osv. I 3. klasse kunne oplæsning og samtale være en god ide.