Forfatteren fortæller først om sikhismens opståen og historie, de 10 guruer samt sikhernes hellige skrift, Guru Granth Sahib, med adskillige uddrag herfra. Efter den historiske redegørelse fortæller forfatteren om sikherne i dag. Vi hører bl.a. om deres religiøse fester og familiehøjtideligheder, deres kvindesyn og det at være sikh i dagligdagen, og nyere tids uroligheder mellem sikher og hinduer berøres kort. Bogen afsluttes med en kort ordliste samt relevante adresser, hjemmesider og litteraturhenvisninger. Bogen er gennemillustreret med udmærkede farvefotos, tegninger og kort samt factsbokse på gul baggrund. Serien omfatter p.t. 6 bøger om de store religioner. Teksten er factsmættet og ikke specielt letlæst, men overskueligt inddelt i mange underafsnit og skrevet i et mundret sprog, og den giver en fornuftig og dækkende introduktion til emnet og er bearbejdet efter danske forhold. Beryl Dhanjals bog Sikhisme (2000) henvender sig til samme aldersklasse. Den er hurtigere læst, men går ikke så meget i dybden med bl.a. selve lærens indhold, og de to bøger supplerer hinanden pænt til opgaveskrivning o.l. for de store børn og unge fra ca. 13 år.