Sven Havsteen-Mikkelsen som religiøs kunstner i en irreligiøs tid

Litteraturen om Sven Havsteen-Mikkelsen er ganske omfattende, og Ole Wivel har også tidligere bidraget til den. Når det foreliggende værk forekommer mig at være måske det væsentligste, skyldesdet, at Wivel formår at trænge dybt ind i Havsteen-Mikkelsens særegne kunst, samtidig med at han i et polemisk opgør med Kirkens forkærlighed for pæne ligegyldigheder også gør dette til en del afkunstnerportrættet. Teksten har nærmest form af et stort essay, velskrevet, stramt og præcist. Wivels mange billedlæsninger følges af henved 30 flotte farvegengivelser af værkerne og et stort antalsort/hvide. 'Som maler har Sven Havsteen-Mikkelsen i landskaber og portrætter såvel som i sine kirkelige arbejder talt sit eget sprog, stædigt, epoke-uafhængigt, skønt ingen jo kan gøre sigtidløs', det er kærnen i Wivels portræt. Wivels gode bog kan i anlæg og holdning minde meget om Erik A. Nielsens bog om en anden kontroversiel kirkekunstner, Niels Helledie, Livets træ, 1990. Bogenindeholderentotalregistrant over Havsteen-Mikkelsens kirkelige arbejder (udsmykninger i over 50 kirker) samt litteraturfortegnelse (litt. om kunstneren og litt. til videre perspektivering).Statelig bog.

Læs hele vurderingen