"Der er masser at tage fat på hele året", som bogen anfører, i hjem og institution når man lader sig inspirere af denne flotte aktivitets- og inspirationsbog om projekter, eksperimenter, undersøgelser og lege, der alle har til formål at skærpe interessen og omsorgen for det derude - både det nære ude og inde i byen og i naturen. Halvdelen af indholdet kendes fra 50 natur aktiviteter, som kom for nogle år siden (1997). Det ny er aktiviteter nær boligen, alt ordnet sammen i en disposition der følger året. Her er således et fint supplement til de spirebøger, som altid kan behøve forstærkning og fornyelse, ligesom hobbyaktiviteter til den mørke tid med naturmaterialer. Bogen er tillige en havebog med anvisning på at lægge løg, dele stauder og så. Opslagene er opbygget med et flot foto af resultatet, i reglen på højresiden, og på venstresiden beskrivelse trin for trin med fremgangsmåde og redskaber. Fotografierne er meget klare og logiske. Indledningen har nogle advarsler, regler og udstyrslister, bag i bogen et lille register. Indvending: nogle af børnene smiler lidt for sødt til min smag, noget børn næppe vil bemærke. Til gengæld er der ingen af projekterne, som er grimme.