"Bisse voksede op og blev en musiker med fabulerende sange, der snor sig som arabesker rundt om et farvestrålende melodrama. Alt er i stærke farver. I det lys er hans barndom atypisk. Den er helt igennem udramatisk, og billederne fra albummets sange smager sødt, men de er uden poetisk spænding ... Bisses barndom er bare ikke videre ophidsende. Musikalsk er den foldet flot ud med et par enkelte virkelig stærke sange, lokkende guitarpop, forstyrrede synthflader og altid opfindsomme sangarrangementer (selv når han ligger på ryggen og drømmer sig væk fra virkeligheden). Men nede under det hele savner jeg fornemmelsen af en håndgranat med splitten trukket ... Der går nok ikke lang tid, før det næste udspil kommer fra Bisse. Og der igen er noget på spil. For Bisse lyder ikke, som om han er færdig med at være forklædt som voksen. Han lyder nemlig stadig som et underligt barn af den mest vidunderlige slags".