Martin Zerlang henvender sig med denne bog til et bredt publikum, fra de kulturhistorisk interesserede og til de mange der her i jubilæumsåret har fået interesse for "den store krig" og dens tid.
I mange år har interessen for 1. verdenskrig været begrænset. Den har næsten været betragtet som en parentes i et århundrede der domineres af den næste store krig. Martin Zerlang har skrevet en fremragende bog om den verden, der eksisterede i udbrudsåret, som den så ud fra det lille hjørne af verden, der var Danmark. Det er det mentale, der interesserer ham, og ved at beskrive forskellige sider af livet blotlægger han den dobbelthed, der eksisterer i vores forhold til perioden op til krigen. På den ene side er mange personer, begreber og ideer stadig en del af vores tankestof, mens andre, som samtiden fandt væsentlige og toneangivende, i dag er fjern fortid. Bogen er delt op i 10 hovedafsnit, der hver behandler 2-3 forskellige delemner som "Verden", "Racerne", "Forlystelserne" osv. Den er overdådigt illustreret og veldokumenteret, og med sit lækre layout er den et sandt udstyrsstykke.
Sammenligningen med Illes' 1913 er oplagt. 1914 har en dansk vinkel og er smukkere, men de har den samme skræmmende undertone: Hvordan kan vi mennesker være så sorgløst uvidende om et inferno, der venter få måneder forude.
Fremragende og flot illustreret bog om strømninger og begivenheder i det første verdenskrigsår set med danske øjne.