For historisk interesserede og turister til byen Kerteminde.
Kerteminde fejrer 600 år som købstad. I den anledning skriver ansatte ved Østfyns Museer hver et kapitel til denne bog, som bringer 11 punktnedslag i byens historie. Især omkring havnen, fiskeriet, fiskeindustrien, marine- og kystmaleri, nutidens badeliv, lystfiskeri, lystsejlads samt de oversvømmelser og krigsbegivenheder, som byens kystnære beliggenhed har medført gennem tiden. Men selv om bogen ifølge titlen og sin egen tekst skulle fokusere på det maritime, så er her også fyldige kapitler om hele Kerteminde Kommunes topografi, arkæologi og byens historie som købstad. Illustreret med mange gamle og nye fotos, landkort, tegninger og malerier.
I 2000 udkom Kerteminde bys historie, bind 1-3, som er den systematiske og grundige beskrivelse af byens historie. Den nye bog kan bruges som et supplement til dette værk eller som en inspirerede og mere overskuelig bog om væsentlige dele af denne bys historie. Om de kunstnere, som har boet og arbejdet i byen, kan man læse i bl.a. Skagen og Kerteminde - to kunstnerkolonier, 2004.
11 punktnedslag i Kertemindes historie, flot illustreret, udgivet i anledning af byens 600 års jubilæum som købstad.