Bogen skildrer væsentlige begivenheder i 1970'erne for unge fra ca. 13 år, der er interesserede i samfundsforhold og nyere historie.
Bogen er opdelt i 21 opslag, heraf 3 om danske begivenheder. Den berører politiske, videnskabelige, kulturelle og samfundsrelaterede emner, eksempelvis Chile-regeringens fald, Watergate-skandalen, general Francos død, Sex Pistols, marslandingen, Christiania og Allan Simonsens kåring som årets fodboldspiller. Hvert opslag indeholder i øverste venstre hjørne konkret dato på begivenheden, enkeltspaltet, afsnitsinddelt, beskrivende tekst, 2-3 billeder, øjenvidneskildring og titler til videre, uddybende læsning om emnet. Bagest i bogen gennemgang og beskrivelse af årtiets vigtige personligheder, som ikke er nævnt i de enkelte opslag. Desuden ordforklaringer på specielle ord og stikordsregister.
Der findes andre bøger om årtiet. Et kig på 70'erne, der fokuserer på kultur og sport, Det 20. årh. 1970 -79 som er betydeligt mere omfattende. Endelig er Ung i 70'erne, dog mest om danske forhold, nok værd at nævne. Men denne giver et udmærket overblik over væsentlige begivenheder i tiåret.
Bogen giver et udmærket, kortfattet overblik over væsentlige begivenheder i 70'erne. Layoutmæssigt og indholdsmæssigt fremstår bogen moderne og relevant for interesserede læsere fra ca. 13 år.