Bogen anbefales til børn over 7 år. Børn fra 10 år vil selv kunne læse teksterne. Yngre børn vil nyde at kigge på de fem 3-D-scener, men skal have en voksen til at læse op.
Bogen er en rejse gennem Afrikas vilde natur. På de første sider præsenteres på et kort over verdensdelen alle de nationalparker, man kan besøge, og der er et opslag om fødekæder. Siderne er lavet af foldet pap. På fem af opslagene kommer der et 3-D scenarie frem, med dyr og planter skåret ud. De fem scenarier har overskrifterne: "Bjerge", "Græsland", "Vådområder", "Vandhul" og "På jorden". Hvert dyr, som hører til området, er beskrevet ganske kort på samme side. Området beskrives også på de efterfølgende sider, hvor der er sat et lille landkort ind. Der er baggrundsfarve på alle siderne. De mange illustrationer er en blanding af fotos og tegninger.
Af andre afrikanske dyrebøger til samme aldersgruppe kan nævnes Simba : børnenes bog om vilde dyr i Afrika fra 2008, Vandhullet fra 2005 og Afrikas øje fra 2004. 3-D scenerne adskiller denne nye udgave fra de tidligere.
Bogen er en guide til Afrikas landskaber og dyreliv levendegjort ved hjælp af flot 3-D effekt.