"At man kan have fornemmelsen af, at de ikke rigtig rykker sig, kan man (...) høre som en evig og skøn jagt efter sangen, der kan ramme følelsen rent - som en melankolsk trang til at prøve igen. Og når effekten først rammer, føles spørgsmålet om fornyelse irrelevant. Man får brug for mere, og jeg er allerede blevet småafhængig af 'Drunk in LA', 'Woo' - og 'Dive', en døsig The Jesus and Mary Chain-agtig ting med storladen lyd, minimalistisk melodi og sød rumklang på Victoria Legrands drømmevokal. Midtvejs brækker den over, og Scallys guitar er det eneste, der fører fremad, mens det snarere er verden end én selv, der glider forbi. 'L'Inconnue' lyder som et hemmeligt møde mellem Enya og Charlotte Gainsbourg. Legrand synger på fransk, og '7' er også mere chanson end emo. Mange af sangenes særlige appel ligger i Legrands evne til at kæle for enkelte toner, der invaderer hjernen som blide alfabølger, men også emmer af nerve og rigtige følelser i et ellers lidt syntetisk univers.Derbliver ikke bygget op til noget, der er intet i sigte; der bliver langsomt og lidt efter lidt banet en vej i mørket".