"Dette album har Kurt Weills amerikanske sange som tema, hvormed vist menes de sange, der havde succes i USA, ikke kun dem, han skrev derovre. Så "Mack The Knife" og "Alabama Song" er med, side om side med "September Song". Formatet er kompetent trompet-kvartet, men tempoet er trukket helt ud. Det er en minimalistisk, økonomisk, ikke særlig amerikansk tilgang til Weill, med referencer tilbage til Weimartiden, men i langsom gengivelse".