Bogen er ikke et af de sædvanlige, lidt kedsommeligt kronologiske udvalg, men en bevidst opstilling i ny slagorden af femten års digtproduktion. Ligesom en nyophængning af et museums kendte værker, virker en sådan omgruppering af digte meget inciterende. Jørgen Sonne ynder i teknisk henseende at færdes på grænsen af (og overskride), hvad man før anså for god tone i akademisk lyrik. Denne hans interesse for formelle eksperimenter kan give kenderen mange oplevelser, men den kaster trods alt en kold skygge over de færdige digte. Uanset dette personlige forbehold medfører dog naturligvis Jørgen Sonnes position i forreste række blandt »halvtredsernes« lyrikere, at udvalget af hans digte må findes på bibliotekerne - også selv om man ejer hans digtsamlinger i forvejen.