I denne lille bog introduceres den ukyndige hundeejer for brugshundetræningens tre discipliner: Sporarbejde, lydighed og forsvarsarbejde og det er en oplagt idé i disse år, hvor flere og flere fx via agilitytræning viser stigende interesse for at arbejde mere seriøst med hundetræning. Bogen gennemgår systematisk de forskellige prøver der findes. Derefter går den over til kort at forklare, hvordan man opdrager sin hund ved at forstærke dens normale udvikling gennem motivering og belønning. Straf omtales kort, men i en mild form og udelukkende som en nødløsning. Bogen afsluttes med en kort gennemgang af, hvad der sker ved en brugshundeprøve, hvordan den forløber og hvad dommerne lægger vægt på. Bogen er gennemillustreret med instruktive farvefotografier, og bogen fungerer fint som en introduktion til det klassiske arbejde med hunde, som måske ikke ligger lige for hos nye hundeejere. Vil man for alvor arbejde med brugshunde, skal bogen bakkes op af yderligere litteratur, som skal findes via biblioteket, da litteraturlisten er ganske rudimentær.