Humoristisk letlæsningsbog i den lettere ende på lix 10. Der er fire bøger i serien om Adam, hvor denne er den første. Adam har et lidt sløvt og spøjst udseende på det appellerende omslag, men man opdager hurtigt, at han er en dreng, som kaster sig ud i dramatiske oplevelser. Vi hører om, hvorfor Hans-Ole bliver kaldt Adam, og hvorfor han beslutter sig for altid, at tage tingene som de kommer og aldrig mere blive flov og rød i hovedet. Adams lille hund - en lavbenet westy, kalder han Bronto, fordi han er betaget af dinosaurer. Sådan vender han op og ned på mangt og meget, og denne evne bruger han til fulde, da han går på æblerov i en fremmed have. Det er en lille historie med både sjove og dramatiske indfald. Bogen, som vil give læseren en god læseoplevelse, er skrevet i et let sprog, sat med en tydelig typografi og fremragende illustreret med massevis af farvetegninger, som fint supplerer historien. Fra 8 år.