"Atter lykkes det [Lina Nyberg] at trænge ind i sjælsdybet, hvorfra det dystre, det bizarre, det barokke, rædslerne og mareridtene slippes ud som sang. "I don't sing because I have an answer, I sing because I have a song," citerer hun i to forskellige versioner af "Motacilla Alba": På "Space" med sin faste jazzkvintet i kompleks mørkstemthed, og på "Birds" med strygekvartetten Vindla som en lysende hymne ... [Her er] ofte uforudsigelige tiltag, som de frit forandrede standards i skæve metrikker, harmonier og klange, anført af David Stackenäs ("Space"), og som de virrende, kontrapunktisk krydsende ostinater i kompositionerne for strygerne ("Birds") ... Nyberg er dristig med grænsesøgende stemmeføringer som et forstyrret individ - uafrysteligt udfordrende og dragende. Nye farvninger i accent og diktion strejfer Betty Carter, Laurie Anderson og Nico, omend Nyberg er helt sin egen ... Et nyt kunstnerisk svæv opad for Lina Nyberg - kun fugl Fønix var dristigere".
