Hvad er kunst, og hvordan finder man ud af hvad der er et kunstværk, og hvad der er noget værre ragelse? Gennem 6 essays forsøger professor ved Odense Universitet David Favrholdt at definere og indkredse kunst, kunstnerisk dømmekraft, hvad der er god og dårlig smag, og hvordan vi måske kan blive bedre til at vurdere kunst. Det er en provokerende bog, som ud fra en filosofisk og æstetisk vinkel, forholder sig meget direkte til hvad der er god tone i den etablerede kunstverden. Favrholdt opstiller sin egen parameterteori efter hvilken det er muligt, udfra et pointsystem, at finde frem til hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Der er sikkert mange relevante indvendinger mod hans system, men det ægger til debat på et solidt og vidende grundlag hvor forskellige kunstteorier inddrages og kritiseres. Favrholdt går efter værket og ikke personen, men mange vil nok føle sig ramt af hans facon hvor flere meget omtalte kunstværker får dumpekarakter. Et vanskeligt emne får her en velskrevet og ligefrem behandling som vil være af interesse for mange, som på forskellig vis beskæftiger sig med billedkunst, litteratur, musik og anden kunst.