Maleren og grafikeren Aksel Jørgensen (1883-1957) er i dag ikke særlig kendt, men som professor og grundlægger af Grafisk Skole på Kunstakademiet prægede han en hel generation. Henry Heerup, Palle Nielsen, Jane Muus og Asger Jorn var alle elever af ham. Mange af hans værker er samlet på Silkeborg Kunstmuseum, så det er ingen tilfældighed, at det er museets leder Troels Andersen, som har skrevet den første samlende monografi om hans virkes mange facetter. Det er en god traditionel kunstnerbiografi, som redegør for malerens liv og personlige ståsted, som arbejderdrengen, der skønt autodidakt når frem til professorembedet. Undervejs analyseres værkerne, der spænder fra tegninger i det satiriske blad Gnisten, over rumudsmykninger af bl.a. Lorry Feilbergs Drachmanns kro, til bogillustrationer, portrætter og grafik. Bogen er illustreret med interessante gamle fotos og et væld af værkgengivelser i farver. Omfattende litteraturliste, udstillingsoversigt og personregister afslutter. Det er en smuk bog, der levende formidler indsigtsfuld viden om en betydningsfuld dansk kunstner.