Alfahan er et begreb fra zoologien som betegner den førende han i en social gruppe. Også menneskeverdenen har sine alfahanner, og det kan ikke undre, at op mod tre fjerdedele af alle ledere kan defineres som alfahanner. Forfatternes hovedhypoteser er dels, at der er forskellige typer alfahanner, og dels at disse forskellige typer kan udvikle sig i en heldig eller uheldig retning. Bogen henvender sig således både til ledere, der på et overordnet niveau selv leder andre ledere, og til ledere, der på egen hånd ønsker at udvikle deres styrker.
De to forfattere er amerikanere med deres eget lederkonsulentfirma på hvis hjemmeside, der ligger forskellige redskaber, som er relevante i forbindelse med brug af bogen. Sproget er ligefremt og bogen falder i den amerikanske, meget praktisk orienterede tradition, hvor spørgsmål direkte til læseren skal øge bogens værdi som redskab til selvstudie.
De teorier forfatterne bygger på, er i vid udstrækning udviklet af dem selv Sammenlignet med de mange andre bøger om ledelse og coaching adskiller denne sig ved at specialisere sig i håndtering af ledere og i sit fokus på dette begreb.
Forfriskende og anderledes bog om lederudvikling, som bevæger sig i et lidt lukket univers, som virker fremmed for de mere etablerede danske lederuddannelser.