"Lige så avanceret, [Frahms] lydlige arbejde er, lige så enkle er hans kompositioner på All Melody, der paradoksalt nok hører til blandt hans mindst melodiske værker. Ofte består kompositionerne af korte harmoniske og melodiske forløb, der gentager sig, med kun små variationer i lyd eller anslag, andre gange med næsten umærkelige harmoniske ændringer. På intet tidspunkt igennem de tolv skæringer på All Melody er der en tone, der føles overflødig, hverken i de intime klaverstykker eller i de pulserende elektroniske lydoceaner som »# 2« og titelnummeret, »All Melody« ... [Frahm er ikke] blevet en fornyer af den klassiske musik, fordi han har lagt nye, mere avancerede kompositoriske former ned over musikken. Det er derimod nærværet i den musikalske kommunikation, der i al sin enkelhed gør musikken levende for en ny skare af lyttere, som ikke nødvendigvis har det store kendskab til Tjajkovskij og co., og som ikke opererer med den samme hierarkisering imellem høj- og lavkultur,somden klassiske musik traditionelt er blevet placeret ind i. På den måde minder han om en af jazzens nye store fornyere Kamasi Washington, der med sit korte album Harmony of Difference fra sidste år føjede ny nerve til gamle former".