Kourouma (1927-2003) er født i Elfenbenskysten, men har levet meget i eksil på grund af den systemkritik, der er i hans forfatterskab, der regnes for et af Afrikas betydeligste og som er prisbelønnet i Frankrig. Bogens fortæller, den 10-12-årige Birahima, vokser op med sin invaliderede mor. Efter hendes død drager han sammen med en svindler til Liberia, hvor han skal bo hos sin tante. Undervejs overfaldes de af en af de bevæbnede bander, der er nok af i det borgerkrigshærgede land. Svindleren Yacouba får status som en slags medicinmand og Birahima bliver børnesoldat. Som medlem af skiftende bander og hære rejser de rundt i Liberia, Sierra Leone og Elfenbenskysten. Det er meget barsk læsning, der giver et råt billede af politik og korruption i Vestafrika i 1990'erne og indblik i børnesoldaternes psyke. Sprogligt laver forfatteren et flot kunstgreb: Det er drengen, der fortæller, men han vil formidle historien til både franskmænd og indfødte, hvorfor han uden det virker kunstigt forklarer begreber og skikke begge veje i et farverigt mundtligt sprog. Titlen er den stående kommentar til al elendigheden: Allah er ikke forpligtet til at være retfærdig i alle de ting han gør hernede på jorden.