Alle har en firkant i nakken

Vi begynder med en selvbiografisk beretning om den 4-årige Krestens ankomst til børnehjem i 1933, hans tjenestetid på landet og senere ungdomskarriere som fisker og skovarbejder, hvor han begynder at kalde sig Egon. Historien vidner om en svunden tid med hårdt slid, langt fra nutidens anderledes luksuriøse ungdomskår, lunt og levende fortalt. Bogens ramme er at forfatterens søn beder om at høre sin fars historie, og med indskudte bemærkninger gøres læseren jævnligt opmærksom herpå, men på en måde, der virker konstrueret. Ca. midtvejs slår fortælleren over i ren fiktion med et rids over kunstmaleren Egons liv som voksen. Stadig hverdagsberetning, men de fiktive personer er ret karakterløse og handlingen springer usammenhængende fra den ene ligegyldige tildragelse til den næste. Til sidst blandes der noget ret indforstået samtidskritik ind i historien, og titlen hentyder til at vi snart alle vil blive overvåget via chips, der er anbragt på nakkemærkerne i vores tøj – uden at dette dog diskuteres nærmere. 1. del af bogen er læseværdig på linje med serien Folk fortæller, mens fiktionsdelen ikke fungerer – kedelig og dårligt skrevet. Bogen er forsynet med talrige stave- og kommafejl og udgives i et lidt primitivt udstyr.

Read the full assessment