Allermest undrer det mig at vi kan glemme

Som i LF's første på en gang bemærkelsesværdige og henslængte bog Og så af sted til Wien (00/28) er en rejse også omdrejningspunktet i denne essayagtige roman. Ikke så meget de ydre omstændigheder og begivenheder, som de tilsyneladende mere ubetydelige ting, der sker undervejs, og som sætter refleksioner og begivenheder i gang i og mellem de rejsende og imellem tider og steder. Kort ind i romanen i hovedkapitlet "En vej mod fremtidens roman" kører hoved- og fortællerparret Bertil og Mathilde mod Spanien. Men stederne er kun interessante som lokalitet for, hvad der udspiller sig af forholdsvis banale ting for parret. Inspiration og associationer hentes fx i det let eksotisk klingende Cherbourg, scenen for den berømte film Pigen med paraplyerne, som igen leder til andre begivenheder i det specielle år 1964. Denne adspredte "cut up"stil mellem fiktionsfragmenter, essayistik og erindring er på en gang irriterende og fascinerende - på en gang studentikost og imponerende godt håndteret med fare for at "romanen" drukner i fortællernes eget lommeuld og diverse metadiskussioner mellem forfatteren selv og andre forfattere. Bogen er både interessant og utraditionel, og Frost er et spændende og ambitiøst bekendtskab uden at være vanskelig at forstå.

Read the full assessment