Kan formidles til læsere, der leder efter en anderledes gådefuld roman med aktuelle samfundskommentarer og klædelig satire.
Romandebut af Poul Erik Jens (f. 1948), der er cand.polit., tidligere lektor på CBS, og som står bag www.fortaellerik.dk. Debuten har mange interessante ingredienser, om psykisk sygdom, samfundskritik, og ikke mindst mødet mellem kristne og muslimske verdensopfattelser og virkeligheder. Og netop et spørgsmål om, hvad der er virkelighed og hvad der blot er stemmerne i hovedet er meget konkret for hovedpersonen. Walter Jokumsen kommer fra den lukkede afdeling ud i virkeligheden på Nørrebro. Han er i egen overbevisning slet ikke den stakkels forhutlede psykisk syge, verden gerne stempler ham som. Som stemmen i hans hoved "Den Store Befrier" fortæller ham er han i "virkeligheden" Richard de Methicrone på en mission for at finde Monarica den skønne, og så skal han intet mindre end at redde verden. Men hvem kan han stole på i sin færd? Er det Ahmed og Pervaiz med den muslimske baggrund eller er det de kristne venner Ole og Svend fra cafeen? Jens er bestemt ikke bange for at udfordre hjernevindingerne med gåder spundet af myter, bibelcitater og polemik skabt af nogle satiriske tegninger, men det umiddelbart lidt komplicerede handlingsforløb forløses faktisk vellykket.
Jeg kommer umiddelbart til at tænke på en forfatter som Erwin Neutzsky-Wulff.
Interessant vellykket romandebut, der med lidt aktiv formidling kan få et pænt antal læsere på mange biblioteker.