Billedbog for børn fra ca. 5 år. Amalie elsker sin bamse Anton. Men meget af det, hun gør ved ham, er ikke spor sjovt for Anton. Det er for eksempel ikke rart at få farvepletter på pelsen eller at blive trukket i dukkekjoler, der er alt for små. En dag mister Anton tålmodigheden og gør det samme mod Amalie, som hun plejer at gøre mod ham. Nu er det Anton, der slæber af med Amalie. Pludselig vågner Amalie. Var det kun en drøm? Hun lover Anton at passe bedre på for fremtiden. Den lille historie om at være mod andre, som du vil, at de skal være mod dig, er fortalt mange gange før. Her er den fortalt på en hyggelig og letforståelig måde ledsaget af store, flotte illustrationer i stærke farver. Billederne er udtryksfulde og varme. I følge bogen er Anja Rieger født i 1961 i Tyskland og har uddannet sig som tegner og designer. Hun har ikke tidligere fået udgivet noget på dansk. En sød og charmerende bog til uforpligtende hyggelæsning.