En businessbog om praktisk ledelse og virksomheder. Til læsere som søger inspiration til ledelse eller har ambitioner om karriere indenfor businessverdenen.
Forfatterne Mette Vinther Larsen og Kristian Højmark-Breiner skriver, at der er produceret meget litteratur om ledelse, men at de vælger at være mere ambitiøse ved at udvælge forskellige brands og få de forskellige lederes tanker og holdninger frem. Ganni, Masai, Hummel, Boozt.com er nogle af de udvalgte virksomheder hvor lederne sætter ord på deres virksomhedstrategi. Over 8 kapitler som "Ledelse er simpelt - tal med folk", "Kapitalfonde - tid til at flette fingre?", "Sæt tiden på pause - whiskey & tennis" m.fl skriver forfatterne at bogen ikke skal forstås som en facitliste men ses som inspiration. Kapitlerne er samtidig leveregler hvoraf den sidste er: "Skub lidt til jer selv og hinanden. Der er plads til, at vi deler viden på flere måder end kun ved at stjæle medarbejdere fra hinanden." I bogen finder man faktaboks, råd, citater og bagerst er kloge-Åge listen samt galleriet.
En bog med farverig tilgang til ledelse og business. Bogen er direkte, kreativ, velskrevet og vil gavne læsere som søger inspiration til praktisk ledelse i et travlt arbejdsliv med mange udfordringer. Man får samtidig indblik i de forskellige brands' måde at skabe merværdi for kunderne og deres vej til succes.
En titel hvor ledere fra forskellige brancher også inddrages er: Bossa nova.