Det er en bog, man nødigt lægger fra sig, før den er læst. Heller ikke da er man færdig med den og har forlængst glemt, at den er skrevet fra en sygeseng af hovedpersonen for at huske/for atfastholde det væsentlige i mødet med Andrea. Det begyndte hin majaften i 1992 under urolighederne på Nørrebro. Morten, journalistelev, bliver pludselig, ufrivilligt og uvidende, medspiller i etpolitisk drama, da han hjælper en hætteklædt person, skudt i benet og på flugt fra politiet. Dette første møde med Andrea bliver til flere, først fordi Morten vil, senere fordi hun også vil. Somkærlighedshistorien udvikles, får Morten et blik ind i et revolutionært miljø med forgreninger til terrorister i Tyskland og Mellemøsten. Med denne viden er han uvægerligt presset på sit job,navnlig af kollegaen, der er besat af at opspore og forfølge en historie. Andreas holdninger står skarpt, mens Morten drømmer om en fælles fremtid. Han er læserens identifikation: den, der belæres,besnæres, men beholderfodfæstet ud fra sine forudsætninger og alligevel bliver klogere. De fremragende personskildringer er vævet ind i den elementært spændende og accelererende handling, der dogogså har ro og rum til detaljen, blidheden, varmen. Sprogligt god at læse. Det kan 10.klasse også.