Bogen henvender sig bredt til studerende inden for det pædagogiske område samt til professionsudøvere. Også andre grupper omkring skolen vil kunne anvende bogen. Den har imidlertid en intim og næsten forkyndende form, som på nogle vil virke frastødende og useriøs. I bogens forord siges det eksplicit, at den danske udgave længe har været efterspurgt; den engelske er dog fra 2009.
Forfatterne taler meget om sig selv og om deres store succeser med at anvende AI-metoden (Appreciative Inquiry). Bogen er ikke særlig velstruktureret men præget af mange gentagelser, og indholdsfortegnelsen er ikke til stor hjælp med overskrifter som fx: At drømme skoler, En frigørende historiefortælling. Der fortælles om forfatternes praktiske arbejde med at udvikle skoler og relationsforhold mellem elever, lærere og forældre. Efter et indledningsafsnit fortæller forfatterne om deres arbejdsmetoder og tankesæt. Herefter følger afsnit om hhv. arbejdet med lærere og med hele skoler. Dernæst følger kapitler om specifikt komplekse situationer, om mobning, om relationerne mellem hjem og skole samt afsnit om fællesskaber og netværksdannelse. Bogen rundes af med et meget personligt afslutningsafsnit, med et appendix med noter og en international litteraturliste.
Siden 2006 har 69 titler fået emneordet anerkendelse, og blandt udgivelserne i 2010 kan nævnes: Relationer og anerkendelse, Godt for børn og Relationskompetence.
En stærkt personlig og følelsesladet fremstilling af praksisarbejde med anerkendende relationer i og omkring skoler.