Mange børn har problemer i hverdagen baseret på oplevelser hjemme, i skole eller i pasningsordning. Problemer som det kan være svært for dem at tackle, og som kan påvirke deres adfærd. Denne bog fortæller om, hvordan man via en samværs- og samtaleform baseret på anerkendelse og empati kan hjælpe disse børn med at udtrykke og forstå sig selv bedre. Bogen henvender sig til professionelle, som arbejder med børn. Det være sig både lærere, pædagoger, psykologer og socialrådgivere.
Bogen er delt i to dele. Første del fortæller om samtalernes værdigrundlag. Mens anden del er praksisdelen, som fortæller om hvordan børnesamtalerne organiseres og gennemføres. Begge dele indeholder mange relevante praksiseksempler og er skrevet i et sprog, som er let at læse og tage til sig. Det er en god bog med nogle gode værdier og en stor hjælp til professionelle, som skal samtale med børn med problemer.
Bogen kan suppleres med forfatterens Empati og børn med specielle behov, 2000 eller med titlerne Samtaler med børn : redskaber til professionelle og andre voksne, 2010 og At tale med børn : metodiske samtaler med børn i svære livssituationer, 2009.
Bogen er en god metodisk vejledning for professionelle som arbejder med børn i samspilsvanskeligheder. Den er en god hjælp til at øge udbyttet af samtaler med børn samt til at udvikle børnenes forståelse for sig selv og deres mulighed for at sætte ord på denne forståelse.