Hvor arvesølvet er de materielle værdier, som ikke må gå tabt, så er arveguldet de åndelige værdier, som især skolefolk gennem tiden har fundet det vigtigt at fastholde og viderebringe til eftertiden. Værdier er blevet til ét af tidens buzz-words, men forfatteren prøver at indfange, hvilke værdier, der egentlig er de danske, og som vi bygger vores liv på. Materialet, han bruger, er store mængder af livs- og visdomsord, som er indhugget og skrevet på mindesten, vægge og logoer på skoler, højskoler og andre uddannelsessteder. Forfatteren, der er sprogprofessor ved Syddansk Universitet, samler de værdier, som de udtrykker, i rum, som tilsammen bygger danskernes værdihus. Byggegrunden, lysthuset, værkstedet, hjerterummet, tankegangen, sjælesalen og åndernes hal. Hvert rum indeholder kategorier af værdier. En original idé og et imponerende arbejde ligger bag, og det er formidlet i et levende sprog med mange små personlige kommentarer. Men de store stofmængder giver bogen en opremsende karakter, hvor det skygger for samlende konklusioner, og man sidder ikke tilbage med en følelse af sammenhæng og forløb. Hvor Gundelachs bøger om danskernes værdier har en sociologisk tilgang til emnet, har denne en idéhistorisk indfaldsvinkel. Fyldige registre, hvor henholdsvis værdier, konkrete sentenser, steder og personer er indgangen, gør det til et digert opslagsværk.