Personlig skildring af synet og troen på den nordiske gudeverden. Henvender sig til læsere med interesse for den nordiske spiritualitet.
Forfatter og asatroende Gudrun Victoria Gotved skriver over 12 kapitler, som fx "Asatroens historie", "Vætter, Fylgjer og forfædre", "Den ældre Edda", "At være Vølve", "Blot", "Livets rituelle handlinger", om sine holdninger og personlige tilgang til asatroen, med den bemærkning at bogen ikke er en lærebog i asatroen. Ifølge Gotved er asatroen individuel, og enhver må selv stå for sin tilgang til den. Med henvisning til et kvad af faderen Ole Gotved som lyder "Asatroende, alle kan kaldes, som glæde gives ved gamle myter, som hylder de høje, hellige magter eller bare en ven med de venlige vætter" skriver forfatteren, at man er asatroende blot man erklærer sig som asatroende. Gotved skriver at asatroen er spiritualitet og byder på indblik i, hvordan forskellige ritualer som blót, knæsætning, bryllup og begravelse udføres. I bogen findes billeder samt henvisninger til relevante titler om nordisk spiritualitet og historie.
Forfatteren skriver personligt og med et letforståeligt sprog om at være asatroende siden barnsben. For Gotved er det vigtigt at pointere, hvor individuel og forskellig asatroen er for den enkelte. For den rette læser er bogen en god indføring i en asatroendes tro og forhold til den nordiske gudeverden.
En anden titel om asatro er fx Mellem hammer og kors.