"Deres (...) femte album på 19 år (...) er en boblende, truende, sort og lysende udladning. Åbningsnummeret (...) er først en unison monolit, der starter som rockistisk blokpolitik, for dernæst at rase i en boblende budding af elektricitet og til sidst ebbe så smukt ud i vildt melodiske plader af stålregn. For tiden er der ni musikere i bandet, og ud over klassiske rockinstrumenter betjener de sig af elorgler, kontrabas, violin, elektronik og 16 mm filmprojektor. Og så holder de af udråbstegn, både i deres titler, men også i deres musik. Der er ikke noget vildt revolutionerende over [albummet], men det har sin egen muskuløse skønhed i lyden af et stort band, der glider ind og ud af unison indignation".