Et flot, velfortalt og professionelt almengjort stykke dansk marinehistorie. Flådens skibe har i mere end 400 år patruljeret i Nordatlanten. Opgaverne har bl.a. været fiskeriinspektion, redningsaktioner og hævdelse af dansk suverænitet. Bogen starter ombord på Triton, som lægger navn til den klasse på 4 store skibe, der varetager arbejdet i dag. Herefter følger den historiske baggrund. Det første egentlige inspektionsskib var Islands Falk 1906. Siden fulgte flere specialbyggede fartøjer, som efter krigen med opgaverne voksede sig større og større. Triton-klassen var således indtil for nylig flådens største skibe. En stor del af fremstillingen består af de spændende og dramatiske aktioner fx ved redningsaktioner og bording af udenlandske trawlere på ulovligt fiskeri. Et højdepunkt var her 1961, hvor fregatten Niels Ebbesen affyrede adskillige skud mod trawleren Red Crusader. Bogen giver et bredt billede af skibene gennem tiderne og et spændende indblik i de mangeartede arbejdsopgaver og forholdene ombord. Illustrationsmaterialet er et kapitel for sig. Masser af atmosfæremættede flotte farvefotos, der både skildrer skibe og folk men derudover ikke mindst den imponerende natur og Atlanten i storm og stille. Et veldisponeret værk med en fin balance mellem teknik, skibs- og samtidshistorie udbygget med fine øjenvidneskildringer.