Music / rock

Atlas interplan


Reviews (5)


Lydtapet

d. 2. Dec. 2013

By

By

Peter Krogh

d. 2. Dec. 2013

"Nogle af grundreglerne indenfor punkrocken i dens udgangspunkt er, at man ikke behøver at være en virtuos på sit instrument eller at være den store sanger. The Liquid spiller ganske glimrende og har egentlig håndværket i orden - til gengæld er Stochholm ikke den store sanger, så det krav er i hvert tilfælde opfyldt. Som helhed er Atlas Interplan en ganske fornøjelig oplevelse, men der er ikke sange der sætter sig fast og der er for meget der er hørt før - og bedre!".


Gaffa [online]

d. 8. Dec. 2013

By

By

Espen Strunk

d. 8. Dec. 2013

"Firsernes post-punk i almindelighed og Joy Division i særdeleshed kaster skygger, men albummet løfter sig over den rendyrket anakronistiske stiløvelse i flotte rocksange som Roses & Wine, Waterfront og Belfast-Athens Non-stop: "I was broke-down in Belfast, looking for a friend / Went into a room full of mirrors, thought it was the end." Overbevisende".


Berlingske tidende

d. 15. Dec. 2013

By

By

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 15. Dec. 2013

"Og kan man forestille sig en lyd et sted mellem Velvets, Joy Division og Interpol, så har man »Atlas Interplan«, hvis midterste tredjedel er stærkest. Vel er der et par ligegyldigheder deromkring, men samlet set giver sangene lyst til at skrue op for anlægget og ikke mindst for digteren Stochholm, der viser sig at være en fascinerende og læderjakkecool rocksanger".


Jyllands-posten

d. 29. Dec. 2013

By

By

Peter Schollert

d. 29. Dec. 2013

"Digteren Nicolaj Stochholm har tidligere spillet punk. Nu gør han det igen uden på nogen måde at gentænke eller revitalisere genren i en international eller dansk sammenhæng. Han lyder, som om han ser Iggy Pop i spejlet, når han vågner, og Ian Curtis fra Joy Division, når han lægger sig igen. Men Stochholm har hverken den 66-årige amerikaners unikke vokale vildskab eller britens undergangstone".


Politiken

d. 25. Jan. 2014

By

By

Simon Lund

d. 25. Jan. 2014

"Musikken har både gnister og tumultarisk energi, er Nicolaj Stochholm ingen prangende sanger. Men han bider sig fast i hver eneste tone og skærer sig ind i sangene med al den flagrende alvor, der hørte den tid til, hvor han første gang spillede musik ... Den markante rumklang på vokalen efterlader indtrykket af, at Stochholm synger fra en gigantisk tidslomme. En lagerhal fuld af fortidsekko. Og lige meget hvor energisk de farer frem, føles det som at gå baglæns. På godt og ondt".