"Alle linjerne på »Sakrilegium« leveres med L. O. C. s karakteristiske stødende vokal og i produktioner, hvor beatene ikke er programmerede, men stammer fra en »rigtig« trommeslager, ligesom en guitarist er kaldt ind i det simple lydbillede, der nok skal virke på de største scener, men fremstår lidt fladbundet i et par høretelefoner. Men ærgerligst er den fornemmelse af stilstand og fanpleje, der udgår fra flowet: De, der kan lide L. O. C. s tirader om stjerneliveti-en-sky-af-coke-fyldt-af-fortabte-kvinderder-bliver-gennemkneppet, ja, de får mere af det, de kender. Men skeptikere som mig drømmer om, at stjernen - der helt ubestrideligt er begavet - spænder sig selv for noget andet og mindre klichétungt og kedsommeligt".