Den 22. januar 1999 er 150-året for Strindbergs fødsel. I sine sidste år (1908-12) boede han til leje i Det blå Tårn i Drottninggaten i Stockholm hos familien Falkner. Her møder han udlejerens kun 18-årige datter Fanny Falkner. Fanny føler sig smigret over den 60-årige Strindbergs betagelse af hendes ungdom og sødme og ikke mindst over hans bestræbelser på at skabe hende en teaterkarriere. De to når endog at forlove sig - og hæve forlovelsen kun få dage senere. Men der er intet i bogen der antyder andet og mere end et platonisk forhold, selv om S. iflg. Johan Cullbergs Strindberg-biografi overvejede at gøre Fanny til sin 4. hustru. Bogen er skrevet i 1921. Den er faktisk ikke skrevet af Fanny selv men derimod fortalt til forfatteren og tandlægen Algot Ruhe. Fanny manglede imidlertid et vigtigt kildemateriale, nemlig alle Strindbergs breve og kort til hende, som hun havde solgt til hans litterære eksekutor tilbage i 1912. Hendes hverdagsagtige og lidt enfoldige skildring af S. er langt fra den koleriske kvindehader, selv om også hun til tider står for skud i hans ondskabsfulde humørsyge. Hvor bogen næppe føjer noget væsentligt til billedet af digteren og dramatikeren, giver dette portræt af Strindberg "i morgensko" en hel del facetter til mennesket. Oversat, bearbejdet og forsynet med glimrende noter af Erik Henriques Bing.