Det er læserne til de store underholdende historiske serier, der vil tage denne til sig. Men den er ikke for sarte sjæle, her er utilslørede, men lakonisk beskrevne sexscener, og her er både menneskeofringer og blodige slagscener.
Denne roman var en international bestseller i starten af 80'erne, forfatteren (f.1928, d. 1999) var korrespondent under Koreakrigen, freelance skribent, og boede i Mexico i 12 år for at researche til dette mammutværk, som fik en efterfølger (Aztec Autumn) samt et bd. 3 + 4 skrevet på hans efterladte noter. Aztekeren har skikkelse af en beretning, fortalt til Mexico's biskop, og kejser Don Carlos' gesandt i året 1529, af en ældre azteker med navnet Mixtli, Mørk Sky. Han fortæller om sit liv, som strækker sig fra en barndom i ydmyge kår over perioder ved fyrstehoffet, et liv som rejsende handelsmand, sågar som kriger på trods af hans dårlige syn. Det er en troværdig og usædvanlig detaljerigdom, der præsenteres her og samtidig en både farverig og spændende, voldsom og sine steder selvironisk historie. Det hele handler også om kolonialisme, og intolerance overfor fremmede folkeslag, så det bliver helt aktuelt. Kunne minde om Arns skæbne hist og her.
Jennings vil i bibliotekssammenhæng være i selskab med forfattere som Jacq og McCullough.
Imponerende factsmængde i en kraftpræstation af en bog. Det vil det også være for læseren, men det er umagen værd.