I oldemors gamle kiste finder Rie en helt særlig nissehue. Men kisten rummer mere end det, og pludselig er Rie tilbage på oldemors tid, hvor en flok nisser har brug for hendes hjælp. Kalenderhistorie i 24 kapitler, til højtlæsning fra 6 år.
Ries mor rydder op på loftet. Her finder hun oldemors gamle dragkiste. I kisten ligger en nissehue. Da Rie tager nissehuen på, begynder den at tale til hende. Det gør Rie nysgerrig, og sammen med sine gode venner, undersøger hun kisten nærmere. Gennem kistens bund kan de se ind i fortiden på den gård, hvor Ries oldemor tjente som ung. På høloftet sidder en flok bekymrede nisser. Noget er helt galt med nissehuen. Da Ries kat forsvinder ind i kisten, følger Rie efter, og pludselig er hun fanget i fortiden.
Fin julekalenderhistorie i 24 korte kapitler. Sproget er lidt gammeldags, men afspejler fint den tid, som Rie føres tilbage til. Historien har fine, farverige illustrationer.
Om nisser og nissehuer findes fx Nissernes hemmelige verden : den grønne hue, som også er en kalenderhistorie.