Forsiden på denne rigtigt sympatiske bog viser et sydstatsgods i douche farver. Her bor 80-årige Mrs. Blessing, der stort set lever i fortiden, da nutiden gør sit uimodsigelige indtog. Hun har netop ansat en ny altmuligmand, Charles, kaldet Skip; han er prøveløsladt og befinder sig egentlig godt på Blessings. En morgen finder han et nyfødt barn i en papkasse, og er pludselig enlig far i al hemmelighed. Fruen i huset opdager den lille, og beslutter uventet at hjælpe Skip. Det er en meget indtagende historie, små børn får "folk til at blive dét, de er", som Skip tænker. Dumme svin bliver dummere, gode mennesker viser deres gode sider, Skip får tro på sig selv og fremtiden, kalder i øvrigt babyen "Faith". Fruen i huset har haft fortidens samtaler kørende som en stadig sløjfe, hun åbner sig mere mod omverden, og det umage par udvikles i fælles omsorg for den lille. Der er ikke en lyserød happy ending, men en solid afslutning på en rigtig god historie med gode mennesker og iøvrigt fine sociale skildringer. Stemningen minder mig lidt om Pat Conroys historier. Af forfatteren kender vi romanen Den eneste sandhed, 1996 samt selvhjælpsbogen En guide til et godt liv, 2001.