Byen Keflavik har tre verdenshjørner; havet, vinden og evigheden. Det er en flække - mindre værd end en ko og det sted på jorden, hvor himlen synes fjernest for os mennesker. For alle læsere af nordisk litteratur i almindelighed og Jón Kalman Stefánssons læserskare i særdeleshed.
12-årige Ari flytter til Keflavik med sin far og sin stedmoder i slutningen af 1970'erne. Byen på grænsen af den sorte lavaslette kommer til at præge Aris liv på godt og på ondt, men sorgen over moderens alt for tidlige død og faderens og stedmoderens tavshed, efterlader et savn i ham. En længsel efter poesien, efter selve det at skrive og udgive lyrik, det at være omkranset af ord. Og så er der fortællingen om Oddur, den berømte fiskeskipper, hvis hædersbevis han får tilsendt af sin døende far.
En fortælling, der bestandigt kredser om døden i alle dens former, men også om livet, smerten, sorgen og kærligheden. Bogen er tragikomisk og sørgmodig med det smukkeste, poetiske sprog, der indfanger følelsernes vildveje på fornemste vis. Som altid spiller den islandske natur en væsentlig rolle i tilværelsen, og Stefánsson funderer som vanligt over hvordan kærligheden påvirker og former os alle. Det er en skæbnefortælling om de knubs livet giver os, men også en slægtshistorie om lykke og håb.
Oplagt at læse resten af forfatterskabet, men også den lille perle Svar på Helgas brevHimmerige og helvede Himmerige og helvedeOplagt at læse resten af forfatterskabet, men også den lille perle Svar på Helgas brev .