GHR debuterede i 1983 med digtsamlingen Gør dagen sort, og har siden skrevet eventyr, digte, fortællinger og biografier. I 1994 skrev han biografien Hvo intet vover om Aalborg-originalen Jennerjahn. Denne interesse for Aalborgs originaler viderefører han nu i en dokumentarfortælling om eneren fra Hasseris-området, der blev kendt som Batman. Kristian Jakobsen var han døbt, og han skabte sin egen verden med dyrehold og skrammel omkring en kridtgrav og en nedlagt transporttunnel fra cementfabrikken "Norden". Her var hans have, hvorfra hans verden gik. GHR fortæller et ret vellykket stykke alternativt lokalhistorie baseret på arkivmateriale, sladderhistorier og anekdoter om Aalborgs egen Batman, der ikke var nogen superhelt, men et originalt menneske af kød og blod. Bogen er første bog i en planlagt serie på fire, og er baseret på arkivmateriale, krydret med anekdotisk meddigtning. Hver by sine trolde og som Aalborg mindst en Batman, og målgruppen er derfor de læsere af lokalhistorie, der også holder af skrøner og meddigtning.