Spirituel alternativ guide. Forfatteren er en anerkendt engelsk astrolog, og jeg kunne i biblioteksbaserne yderligere finde denne titel på dansk af ham, fra 1990 Kærlighedens stjernetegn. I hans nye bog guider han læseren i et ønske om at bede universet om hjælp. I et indledende afsnit fortæller forfatteren, hvordan han en morgen under sin idefase til bogen vågner med den tanke, at han ikke kan skrive bogen: "Men så gik det op for mig, at jeg ikke selv kan skrive den - men jeg kender én, der kan!". Nemlig hans skytsengel, der så spirituelt og anderledes, heldigvis med lidt humor, guider læseren videre i sin bøn til universet. Skytsenglen forklarer bl.a. i bogens 10 kapitler, hvordan man skal henvende sig med sit ønske til universet, og englen understreger, at der ikke kan opstilles endegyldige hemmelige ritualer, men at udgangspunktet for at et ønske om at bede universet om hjælp er: "Det der er helligt for dig, er helligt for mig. Det der gør dig tilpas, gør mig godt tilpas. Jeg kan acceptere alt, hvad du tror på. Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde. Der findes kun den inderlige måde - eller den useriøse måde." Positiv lille guide, der på en ganske forfriskende humoristisk måde formidler alternativ spirituel tænkning. Der er absolut en i bibliotekssammenhæng trofast lånergruppe til bøger om spiritualitet og alternativ tænkning.