Den spektakulære sag om storsvindleren Amanda Jacobsen fortælles her af hendes livvagt, som ikke lægger fingrene imellem. Den henvender sig til læsere med interesse for kendisser og deres privatliv.
Bogen falder i to dele: Første del handler om Henrik Bramsborg selv og anden del om hans tid som livvagt for Amanda Jacobsen. Bramsborg vokser op under meget belastede forhold og bliver småkriminel som ung, indtil han beslutter sig for at blive livvagt. Vejen går bl.a. via militæret og udenlandsophold, og vel hjemme igen stifter han et firma med speciale i sikkerhed og overvågning. Amanda Jacobsen, direktør i cateringfirmaet Gate Gourmet, bliver firmaets bedste kunde gennem flere år, og selv om Bramsborg angiveligt undrer sig over flere af hendes dispositioner og uanede økonomiske formåen, opdager han ingen ko på isen, før det for alvor er for sent. Da hun falder, trækker hun Bramsborg og hans firma med ned, og som bevæggrund til at skrive denne bog angiver han primært pengemangel. Bogen er subjektiv, let læst og ret underholdende.
Kan sammenlignes med de mange bøger om Stein Bagger fra 2009 og andre bøger med høj kendiseffekt som fx Trine Villemans 1015 København K, 2007, og Bo Østlunds Chauffør for hr. Møller, 2009.
Underholdende bog om storsvindleren Amanda Jacobsen fortalt af hendes forbitrede livvagt. Mens den er aktuel, pirrer den nysgerrigheden for de riges gøren og laden, men levetiden bliver næppe lang.