Bogen om Beijing kan anvendes i faget geografi eller til almindelig oplysning fx i forbindelse med en rejse til byen. Den kan læses fra 13 år, men oplysningerne er meget komprimerede, så det kræver en moden læser gerne med forhåndskendskab til geografi.
Indholdet er opbygget som de øvrige bøger i serien med emner som: historie, befolkning, livet, økonomi, transport, kultur fritid, turisme, miljø og fremtid. Bagerst er der ordliste, stikord og yderligere oplysninger. Igennem alle kapitler fokuseres på byens problemer og muligheder, der sammenlignes med før og nu, arbejdsløshed, fattigdom, forurening, overbefolkning - det gamle i forhold til det nye, og hvordan man fastholder traditioner og bæredygtighed i en global verdensby, der vokser med stor hast. Teksten er fyldt med rigtig mange oplysninger og tal, der søges anskueliggjort med mange statistikker, grafer og billeder. I de fleste kapitler kommer forskellige kinesere til orde og kommenterer en rejst problemstilling. Sproget som sådant er ikke vanskeligt, men de mange oplysninger vil virke overvældende på en umoden eller ukyndig læser.
Bogen om Beijing indgår i serien Byer i verden, som nu kommer op på 12 titler. Der er ikke andre bøger, der fortæller så koncentreret om selve byen Beijing.
Dette er en vanskelig bog om en af de 12 største byer i verden. Bogen kan anvendes i forbindelse med opgaver, da det er vanskeligt at finde så mange oplysninger samlet ét sted om Beijing. Bogens talmateriale er rimelig nyt. Men på grund af den hastige udvikling vil den relativt hurtigt blive forældet.