Endnu en bog om kærlighed og parforhold. Den adskiller sig fra mainstream ved at henvende sig til de spirituelt søgende. Længsel efter kærlighed er nemlig længsel efter en åndelig dimension ifølge John Welwood, og parforholdet kan blive en vej til øget bevidsthed og spirituel modenhed. Bogen falder i 3 dele, hvor forfattren i 1. del beskæftiger sig med selve vejen - altså vejen til ny udvikling via kærlighedsforholdet. Det er ikke i hvedebrødsfasen, vi udvikler os, men der hvor forholdet støder på modstand. Når man vælger partner, tiltrækkes man af de egenskaber, der kan udfylde et tomrum eller udvikle et potentiale hos en selv. Og det er i mødet med disse egenskaber, at konflikterne og dermed mulighederne opstår. 2. del handler om den personlige udvikling, mens 3. del beskæftiger sig med den åndelige udvikling. Det er ikke en gør-det-selv-bog med færdige løsninger, selvom forfatteren er amerikansk parterapeut. Derimod er det en bog der kan inspirere til, at man vælger sin helt personlige udviklingsvej i kærligheden som i livet. Hvad er betinget og ubetinget kærlighed? Og behøver det at være et enten eller? Den slags essentielle spørgsmål kommer bogen ind på, mens den overlader svarene til læseren. Bogen er ikke vanskelig at læse.