Titlen på Klaus Rifbjergs roman henviser til en central scene i bogen, hvor hele familien er samlet hos den rige onkel Nikolaj for at lade sig forevige i anledning af mormorens halvfems års fødselsdag. Romanen udspiller sig i løbet af denne ene dag engang i begyndelsen af 30erne i en ganske almindelig middelklassefamilie - udstyret med tydelige selvbiografiske træk - der på vanlig Rifbjerg-manér viser sig ikke at være så almindelig endda. Det er et både indfølet og skarpt genrebillede af "mellemstanden", for nu at bruge Rifbjergs eget udtryk fra undertitlen til Hvad sker der i kvarteret, (1983), som denne roman på mange måder minder om. Synsvinklen der knytter alle disse personer sammen til et kollektivt familieportræt befinder sig hos barnet, den lille Morten, (forfatterens alter ego), der på én gang er en del af slægten, men også endnu på afstand af den. Med dette fortælletekniske greb skaffer Rifbjerg sig en fortæller der i det ene øjeblik er nøgternt registrerende og beskrivende, i det næste øjeblik langt inde i de enkelte personers tanker og indre verden. Hele tiden knyttes der med barnets drømmende og intuitive blik en forbindelse mellem "det uigennemskuelige og det alle kunne se." Romanen hører vel ikke til Rifbjergs væsentligste, men i sin tætte sammenvævning af erindring og knivskarp sansning bærer den uforvekselig sin forfatters aftryk i hver eneste linje.