Historierne om Rolf Krake på kongsgården i Lejre og hans bersærker er fortalt mange gange før, og på skolebiblioteket står mange af dem genfortalt af folk som Robert Fisker, Any Thyregod, Jørgen Liljensøe, Axel Olrik og senest af Niels Jensen i Danske heltesagn fra 1990 og Synnøve Lien i Danske heltesagn fra skatkisten fra 1994. Orla Klausen har valgt sin helt egen stil med et godt og mundret sprog udskrevet i korte fyndige sætninger. Han har illustreret så tæt, at historien næsten kan billedlæses, og det er der kommet en usædvanlig flot beretning ud af. Den er delt i tre bøger, og i den første præsenteres vi for kæmpen Bjarke, som får et mandfolk og en ven ud af drengen Hjalte, som i nogen udgaver af sagnet kaldes Høtt. De dramatiske episoder kan nydes af de unge læsere fra omkring 10 år, og læreren vil kunne finde nogle spændende vinkler på sprogets udvikling ved at sammenligne de mange udgaver af sagnet.